Tibetanerklubbens anbefalinger for Tibetansk Terrier, der ønskes brugt i avl, skal ses som nogle overordnede tanker om, hvad der er god etik og moral i forbindelse med opdræt af Tibetansk Terrier i Danmark.

Generelt for tæver og hanner

Ingen hund, der ikke er psykisk og fysisk sund, bør bruges i avl

Begrundelse: Ved avl bør kun anvendes sunde og raske hunde med racetypisk temperament.

Hverken hvalp, opdrætter eller hvalpekøber er på sigt tjent med, at der løbes nogen unødig risiko.

Der findes i dag to sundhedsmæssige krav for at få stambogsført hvalpe i DKK.

HD-krav: Før parring skal begge forældre være HD-fotograferet og have fået en officiel HD-status registreret i DKK. Hunde med status D eller E må ikke anvendes i avl.

Det anbefales, at der primært avles med hunde, der er erklæret HD-A eller HD-B. Hunde, der er erklæret HD-C, bør kun indgå i avl, såfremt det andet forældre dyr er HD-A.

Øjen-krav: Hunden skal endvidere være øjenlyst og fundet fri for PRA (Progressiv Retinal Atrofi) og LL (linseluxation) senest 12 måneder før parringen. Ved University of Missouri, USA er det muligt at DNA teste sin hund for, hvorvidt den er anlægsbærer for LL.

Det anbefales desuden, at alle avlsdyr forinden parring testes for CCL (canine cerouid lipofuscinose) ved University of Missouri, USA. Endvidere anbefales det, at hunde, der er testet som anlægsbærer, kun parres med genetisk frie hunde, dvs. clear.

Parringer mellem individer, der er nærmere beslægtet end fætter-kusine bør undgås

Begrundelse: Jo tættere beslægtede forældredyrene er, jo større er risikoen for, at der fødes hvalpe med fysiske og psykiske defekter. På DKK’s hjemmeside om avl er der en udmærket beskrivelse af den såkaldte matadoravls grænse.
 

Genetisk variation er vigtig

Begrundelse: Den tibetanske terrier er en relativ lille race i Danmark, og det er derfor vigtigt, at bevare så stor genetisk variation blandt vores hunde som muligt. Dette kan blandt andet gøres ved ikke at parre tæt beslægtede individer. Det er derfor ikke uden betydning at overveje om en given parring kan være med til at sikre denne genetiske variation. Parring med udenlandske hunde kan være en løsning, hvis det er svært at finde en egnet partner indenfor landets grænser.

Specielt for tæver
 

En tæve bør være fyldt 2 år, inden den parres første gang, og bør ikke få hvalpe efter at den er fyldt 8 år. 1. kuld anbefales dog inden hunden er fyldt 4 år.
Begrundelse: Selvom en tæve kan være fysisk klar til at få hvalpe, inden den er 2 år, er det de færreste tæver, som er psykisk modne til at være mødre, før de er fyldt 2 år. Og en tæve, der er fyldt 8 år er - selv i betragtning af, at racen lever længe - en ældre hund. En tæve bør maksimalt have 5 kuld i sin levetid og det er endvidere opdrætterens ansvar, at tæven får passende pauser mellem kuldene.

Specielt for hanner

Hanhundeejere har samme forpligtigelse for avlen, som opdrætterne

Begrundelse: Hanhunden er med til at videreføre racen. Som hanhundeejer bør man derfor stille store krav til den tæve, der skal parres, og til opdrætteren.

Inden man på hanhundens vegne takker ja til flere parringer, bør man afvente, hvordan hvalpene udvikler sig fysisk og psykisk. Ideelt set, bør hanhunden derfor højst parre 2 tæver om året.

Opdrætterens forpligtelser

Hvalpe bør opfostres inde og i et hjemmemiljø, så de får de indtryk og den socialisering, som gør hvalpene så trygge og modstandsdygtige, at de uden problemer kan falde til i deres nye hjem

Begrundelse: De første 8 uger er de allervigtigste i en hvalps liv, og sammen med hvalpens genetiske bagage er det de oplevelser, hvalpen har i denne periode, der er afgørende for hvalpens videre udvikling. Det er derfor vigtigt, at moderen og hvalpene har den fornødne ro i de første 3 uger efter fødslen, og at hvalpene derefter bliver taget op, leget med og kælet for, samt at de gradvis vænnes til dagligdagen i en familie, sådan at de ved 8 ugers alderen er helt fortrolige med livet i et almindeligt hjem. I de sidste par uger anbefales det, at hvalpene gradvis vænnes til livet uden for opdrætterens hjem i form af små ture.
 

Hvalpekøbere bør vælges med omhu
Begrundelse: Ikke alle er egnet til at have hund. Er man som opdrætter den mindste smule i tvivl, bør man som opdrætter overveje, om man skal sælge hvalpen til denne køber. Den helt rigtige hvalpekøber vil dukke op før eller siden, så der er ingen grund til at gå på kompromis.

Opdrætteren bør være helt ærlig over for hvalpekøberne og følge op på sine hvalpe

Begrundelse: Det er vigtigt for hvalpens fremtidige liv, at opdrætteren er helt ærlig over for potentielle hvalpekøbere om den tibetanske terriers særlige personlighed. En potentiel hvalpekøber bør også gøres opmærksom på det arbejde, der ligger i at holde en tibetansk terrier i fuld pels. Som opdrætter er det altid en god ide at hjælpe hvalpekøberen med råd og vejledning om såvel adfærd som pleje af hunden.
 

Opdrætteren bør råde og vejlede hvalpekøberen om, hvilken hvalp, der er bedst egnet til den pågældende

Begrundelse: Et hvalpekuld er som en søskendeflok - lidt forskellige. For at sikre, at både hvalp og hvalpekøbere får et godt langt liv sammen, er det derfor vigtigt at matche hvalpekøber og hvalp. Dette kan f.eks. ske ved at lade hvalpekøberen vente med at vælge sin hvalp, til den er 6-7 uger gammel, ved jævnligt at have hvalpekøberne på besøg, og ved at opdrætteren klart giver udtryk for, hvordan den enkelte hvalps temperament er.
 

Der bør altid udarbejdes en salgskontrakt, og en frisk sundhedsattest bør følge hvalpen

Begrundelse: En kontrakt sikrer både hvalpekøber og opdrætter mod fremtidige diskussioner. Og sundhedsattesten er opdrætterens garanti for at have leveret en fysisk sund hvalp. På DKK’s hjemmeside forefindes en salgskontrakt, som kan bruges til formålet.
 

I forbindelse med en parring, bør der altid laves en skriftlig aftale

Begrundelse: En skriftlig aftale sikrer både tæve- og hanhundeejer mod efterfølgende diskussioner om, hvad der blev aftalt i forbindelse med parringen. På DKK’s hjemmeside forefindes en parringsaftale, som kan bruges til formålet.

Udarbejdet af Tibetanerklubbens Etiske udvalg, juli 2002
Opdateret af Tibetanerklubbens Sundhedsudvalg, februar 2012